Hvad er en ikon?

​

Ordet ikon betyder billede, og i denne forbindelse et helligt billede, et synligt led i den ortodokse kirkes gudstjeneste og en integreret del af det ortodokse menneskes hverdags- og trosliv.

​

Ikonen er i den ortodokse verden for øjet, hvad prædikenen er for øret i den protestantiske kirke. Den er tavshedens forkyndelse.

​

Ikonerne har fungeret som de ulærdes billedbibel, en parallel til de danske kalkmalerier. De har synliggjort Bibelens ord og gjort de helliges martyrier, mirakler og asketiske liv nærværende.

​

Søren Prahl, præst og forfatter, skriver i sin bog "Ikoner":

- Ikonen er forkyndelse i form, farve og skønhed.

- Ikonen er et vindue, gennem hvilket man skuer ind i Gudsrigets skønhed og herlighed.

- Ikonen er som et nøglehul til at kigge ind i den lysende evighed.

​

Ikonkunsten voksede op i det byzantinske kejserrige omkring Konstantinopel

De første ikoner, der kendes, mener man stammer fra det 2. århundrede.

 

Men billedstriden, hvorvidt det var tilladt at lave billeder af hellige personer, rasede og toppede i 7 – 800 tallet. Den satte en stopper for ikonmaleriet, ligesom mange ikoner blev ødelagt. Senere begyndte man igen, og den byzantinske ikontradition havde sin guldalder i perioden mellem det 9. og det 12. århundrede.

Ikoner fortæller historier fra Det gamle eller Det nye Testamente.

​

Motiverne er mange: Guds Moder, Kristus, engle, profeter, helgener og mange flere.

Ikoner er billeder på evigheden og derfor uden perspektiv. Billederne er plane og flade, fordi der ikke er højde, bredde eller længde i evigheden.